Om
Én person bygger det her. Her er hvem — og hvad jeg ikke ved
Beredskab er et område, hvor det er nemt at lyde som en ekspert. Derfor står det her, før noget andet: hvad jeg faktisk er fagligt, hvad jeg ikke er, og hvordan artiklerne så bliver til alligevel.

Hvem
Jakob Majkilde
Jeg er dataingeniør — svagstrøm, årgang 1991 — og har brugt de omkring 30 år siden på software: udviklingschef, konsulent for danske bank-, industri- og servicevirksomheder, og senior softwareudvikler i dag. Jeg har startet virksomheder før, og jeg har bygget Hjemmeklar alene.
I 2026 var jeg med til at stifte SIKRO Lokalberedskab, som hjælper boligforeninger med et beredskab, der stadig virker om to år. Der er vi to om det, og opgaverne er delt efter, hvad vi hver især kan: beredskabsfagligheden ligger hos min medstifter, som har 15 års erfaring med kriseberedskab i praksis. Jeg står for teknik og systemer.
Den ærlige version
Jeg er ikke beredskabsfaglig af uddannelse. Jeg er ikke brandmand, ikke sygeplejerske, ikke beredskabsofficer, og jeg har ikke stået i en rigtig krise på arbejde.
Det er ikke en undskyldning — det er grunden til, at siden her ser ud, som den gør. Jeg påstår ikke noget på egen autoritet. Jeg finder ud af, hvad myndighederne og producenterne selv skriver, regner efter, og skriver kilden på. Kan jeg ikke finde belæg, står der, at jeg ikke kan.
Én ting har jeg til gengæld papir på, og den er ikke tilfældig her: databeskyttelse. Jeg er certificeret i GDPR (CIPM og CIPT, 2017) og var partner i en virksomhed, der arbejdede med netop det. Det er hele forklaringen på, at Hjemmeklar ikke har en konto, en database eller en mailingliste — det er ikke et markedsføringsgreb, det er et fagligt valg truffet af en, der ved, hvad den anden vej koster.
Hvorfor
Hjemmeklar startede som et spørgsmål, jeg ikke kunne svare på
Arbejdet med boligforeninger begyndte i en enkel iagttagelse: næsten ingen af dem har et beredskab, der stadig virker. Ikke af ligegyldighed — men fordi det kræver en ekspertise og en tid, ingen bestyrelse har.
Det samme gælder husstanden, bare uden bestyrelsen. Myndighedernes liste er rigtig, og den er gratis at læse. Men den er skrevet til alle, og myndighederne siger selv, at den skal tilpasses. Det er dét, ingen orker: at oversætte «langtidsholdbar mad til tre døgn» til hvad skal jeg helt konkret købe, når vi er tre og den ene er to år.
Og så er der den anden halvdel, som næsten ingen skriver om: de fleste har allerede det meste. Køkkenskabet er som regel tre dages mad. Bilen har radio, opladning og et stort batteri. Skuffen har lygter. En liste, der begynder forfra, er både forkert og demotiverende — derfor hedder sloganet I har mere, end I tror.
Sådan skriver jeg
Reglen, der gælder hver eneste artikel
Beredskab er det, man kalder YMYL-stof — Your Money or Your Life. Nogen læser det og handler på det, på et tidspunkt hvor det er svært at rette. Så der er én regel, og den har ingen undtagelser:
Alt, der påstås, er enten faktatjekket mod en førstehåndskilde — eller en test, jeg selv har udført. Der er ingen tredje kategori.
- Kilden skal være den oprindelige. Myndigheden, producentens datablad, den fagfællebedømte artikel — ikke en anden blog, der citerer den. Kan påstanden ikke føres tilbage, ryger den ud af teksten.
- Kilderne står synligt, med dato. Hver kilde har en «hentet»-dato, fordi myndighedssider bliver redigeret uden versionsnummer. Uden den dato kan du ikke se, om mine tal stadig er kildens tal.
- Jeg skriver, hvor tallene faktisk kommer fra — også når det ikke er, hvad alle tror. De fire timer, maden holder i køleskabet, står på hver eneste danske side som «ifølge Fødevarestyrelsen». Det gør de ikke hos Fødevarestyrelsen.
- Usikkerhed bliver stående i teksten. «Det har jeg ikke kunnet verificere» er et lovligt svar. At runde det væk er ikke.
- Egne test beskriver metoden: hvad blev målt, hvordan, hvor mange gange, og hvad taler imod resultatet. Ellers er det en anekdote, ikke en test.
- Rettelser bliver skrevet ind med dato. Ikke slettet i stilhed. Artikler har både en udgivelses- og en opdateringsdato, og de er ægte.
Det er også derfor, den lange udgave ligger her på sitet, mens appen kun har den korte. Artiklerne er hvorfor og hvor meget. Appen er gør det her, nu, i den her rækkefølge — læsbar uden net, mens det står på.
Uvildighed
Jeg tjener ikke en krone på, hvad du køber
Der er ingen webshop, ingen affiliatelinks og ingen anbefalet nødkasse på Hjemmeklar. Ikke som princip alene — det er den eneste måde, rådgivningen kan være noget værd på. I det øjeblik en plads på din liste kan købes, er listen ikke længere et svar på, hvad du mangler.
Det er nemmest at se på det, der er mest oplagt at tjene penge på. Batterier er den bedste affiliate-post i hele beredskabet, og butikkerne sælger lithium på, at «de holder længere». Går man i Energizers egne datablade, holder lithium ganske rigtigt længere på hylden — men kapacitetsfordelen findes ikke ved en radios strømtræk. Anbefalingen skal altså være lithium til det, der skal ligge urørt i årevis, og almindelige alkaline til alt det, du bruger i hverdagen. Det er et dårligere salgsargument og et bedre råd.
Den ærlige tilføjelse: appen er gratis i dag og koster næsten intet at drive. Bliver den brugt af mange, skal der en indtægt til, og hvilken er ikke afgjort. To ting kan du regne med — det kommer til at stå på siden, før det sker, og rådgivningen bliver ikke sat til salg. Det står også på forsiden, hvor spørgsmålet hører hjemme.
Rettelser
Har jeg taget fejl?
Så vil jeg gerne vide det. Skriv til jakob@majkilde.dk med et link til artiklen og hvad der er galt — gerne med kilden. Rettelser bliver skrevet ind med dato, ikke slettet i stilhed.
Hvad der sker med din mail
Den lander i min indbakke og ingen andre steder. Der er ingen formular på siden her, ingen server der tager imod, ingen liste du bliver skrevet på, og ingen nyhedsbrev at framelde. Du sender fra dit eget mailprogram, præcis som du ville skrive til en hvilken som helst anden.
Det er den eneste vej ind — og den er med vilje smal. Resten af arkitekturen står i privatlivspolitikken.
Én ting kan jeg ikke hjælpe med her: personlig rådgivning i en akut situation. Er der fare for liv og helbred, er svaret 112 — ikke en mail.